Caspar Eric.jpg

Litterære Ekstranumre i flere størrelser

Tre koncertoplevelser omformes til litterære tekster

Spillestedet Radar og 365TEKSTER har inviteret forfatterne Knud Romer, Caspar Eric og Mette Moestrup til koncert. De omformer deres koncertoplevelser til litterære tekster, der udgives på t-shirts som en del af kulturhovedstadsprojekterne ATLAS OVER AARHUS og #venuehack RADAR.

I efteråret 2015 udviklede 365TEKSTER og det regionale spillested Radar et nyt koncept på tværs af litteratur og livemusik. De døbte konceptet "litterære ekstranumre", og den enkle idé var, at man inviterede forfattere til koncerter, som de efterfølgende skulle skrive om. Dengang tog Mette Østgaard Henriksen, Mads Mygind og Bjørn Rasmussen til koncert med Suns of Satan, Coco Moon og Lydmor, og de tre tekster blev sidenhen sendt som brev til publikum og udgivet på Godsbanen og udenfor Radar.

Nu gentages projektet med nye bands og nye forfattere og udgives i et mere kropsnært format. Denne gang har 365TEKSTER og Radar ladet sig inspirere af bandmerchandise, og de litterære ekstranumre vil derfor i sin form ligne band-t-shirts, men med litteraturen som det indholdsmæssige kardinalpunkt.

De litterære ekstranumre i form af t-shirts kan forudbestilles på koncertaftenen, men kan også købes, når de er udkommet.

De tre koncerter

Lørdag d. 8. oktober er Caspar Eric inviteret til at skrive om den fremadstormende r'n'b trio Chinah. Caspar Eric (f. 1987) debuterede i 2014 med den prisvindende digtsamling "7/11" og har senest udgivet langdigtet "Nike", der tematiserer hans liv med et handicap. Caspar Eric har fra sin karrieres start været meget aktiv på nettet, og har netop startet den engelsksprogede blog "really just a sentence a day".

Fredag d. 21. oktober tager Knud Romer (f. 1960) til garagerockkoncert med Baby Woodrose. Forsanger Lorenzo Woodrose lover sange, der kredser om hamsterhjul, hjernevask, sindelagskontrol, overvågning og sociale herskerteknikker. Udover at være kendt som vært på radioprogrammet "Romerriget" og for at være en ivrig samfundsdebattør, udgav Knud Romer i 2006 som bekendt også debutromanen "Den som blinker er bange for døden", der gav ham flere hædersbevisninger, herunder De Gyldne Laurbær og Weekendavisens Litteraturpris.

Torsdag d. 3. november vil abstrakt rockende og ambient støjende Svin omfortolke sange af den provokerende popprinsesse Miley Cyrus sammen med violinist Nils Gröndahl. Koncerten overværes af Mette Moestrup (f. 1969), som i sit forfatterskab har udgivet både digte børnebøger og beskæftiget sig med netkunst. Sammen med Naja Marie Aidt er hun desuden aktuel med det dystre og dunkle langdigt Omina, der udkommer 11. oktober på Gyldendal.

Musikken møder litteraturen

Litterære ekstranumre startede i 2015 og gentages nu i 2016. Bag projektet står Radar og 365Tekster, der begge arbejder med 2017-projekter:

ATLAS OVER AARHUS er et af 365TEKSTERs litteraturformidlingsprojekter, hvis mål er at skabe en litterær topografi over Aarhus. Projektet er en del af Aarhus 2017. 40 danske og udenlandske forfattere inviteres til at skrive tekster om byens gader og steder, som herefter udstilles og formidles i byrummet.

#venuehack
Med #venuehack arbejder Radar med at udforske og udfordre hvad et spillested er og kan. Der samarbejdes med aktører inden for kunst, arkitektur og teknologi om at skabe nye, alternative møder mellem mennesker og musik. På Radar kan du opleve musik på helt nye måder, når vi gennem større og mindre eksperimenter udforsker koncertrummet, kunsten og musikoplevelsen.

Back
Del på