pasted-image-at-2016_02_24-01_59-pm

Radar tager til Riga

Fra d. 29. februar til d. 3. marts tager Radar sammen med tre udvalgte aarhusianske kunstnere til Riga i Letland.

Gennem det sidste halve år har vi sammen med Det Danske Kulturinstitut i Riga afsøgt mulighederne for samarbejde med kulturinstitutioner i den lettiske hovedstad. Valget er nu faldet på spillestedet Aristids, der ligesom Radar har fokus på undergrund og nichekultur. Aristids og Radar vil begge facilitere workshops for en gruppe kunstnere med base i hhv. Aarhus og Riga, i løbet af foråret 2016. De første workshops kommer til at foregå fra d. 29. februar til d. 3. marts i Riga. Sideløbende med kunstnernes arbejde i den kommende uge, mødes to af Radars medarbejdere med en lang række kulturinstitutioner og kulturaktører i Riga.

Radar har udvalgt tre interessante aarhusianske kunstnere fra miljøerne omkring DIEM og elektroklubben WHATWHAT. I samarbejde med den internationalt anerkendte Skaņu Mežs Festival har vi fundet tre nye og interessante lettiske kunstnere, som gennem to-dages workshop med de aarhusianske kunstnere påbegynder værker, som resulterer i en koncert/installation på Radar og Aristids henover sommeren 2016. Ambitionen er at inspirere og udfordre de danske og lettiske kunstnere i deres arbejde mod et fælles produkt.

Samtidigt skal mødet mellem Radar og Aristids skabe nye og stærke forbindelser om fremtidigt samarbejde. Målet er at skabe samarbejdsrelationer der ikke blot består i at udveksle program og lade udvalgte danske musikere/bands spille på Aristids og vice versa. Vi skal ind til kernen af de profil- og værdimæssige ligheder, og sammen udforme idéer og koncepter der rækker dybere end det helt åbenlyse og fortærskede.

Erfaringer fra tiden som Europæisk Kulturhovedstad

Det er ikke tilfældigt at vores nye samarbejdspartnere er fundet i Letland. Fordi Riga var Europæisk Kulturhovedstad i 2014 skabes der muligheder for at mødes med en række kulturinstitutioner, og høre om deres oplevelser og erfaringer med arbejdet op til, under og efter kulturhovedstadsåret. Vi håber mødet med de lettiske kulturinstitutioner giver indsigt i, hvad det at være del af en Europæisk Kulturhovedstad kan have af efterfølgende betydning, og inspiration til at forme vores egne initiativer. En af de helt store udfordringer ved at være en del af AARHUS 2017 er netop, hvordan vi undgår, at vores arrangementer og initiativer blot bliver ‘fyrværkeri’, men derimod bæredygtige tiltag der forankrer sig og skaber varige ændringer.

Back